Nej til gratis formidling: Forskning

I Informations serie "Forsker er du på?" har Mette-Line Thorup onsdag d. 16 juni 2004 en FAKTA-boks med titlen "Aktive forskere formidler mest". Med kilde i "Forsk og Fortæl - rapport fra Videnskabsministeriets tænketank vedrørende forståelse for forskning" refereres en undersøgelse i 2001 fra NIFU (Norsk Institutt for forskning og utdanning). "Det er altså ikke sådan, at formidling sker på bekostning af forskningen", læste jeg.

Kunne det passe? På hjemmesiden www.vtu.dk/fsk/div/forstaelseforf/forskogfortael/1-56.pdf dukkede tænketankens digre rapport op med henvisning til www.nifu.no/Fpol/4-2001/art3.html og en artikel af Svein Kyvik, baseret på materiale fra NIFU. Jeg hæftede mig ved følgende citater: 1) "et fåtall forskere er svært aktive og synlige.

Halvparten av alle populærvitenskapelige bidrag er publisert av 6 prosent av det faste vitenskapelige personalet. Likeledes er halvparten av alle bidrag til allmenn samfunnsdebatt publisert av 4 prosent av forskerne. Dette er nøyaktig de samme prosentandelene som i den tilsvarende undersøkelsen ti år tidligere." Altså: Kun få har evne/talent til at være aktive.

Ikke noget særligt nyt; forskerne er som de er, uanset hvad. 2) "Det viser seg at forskere som ikke kan vise til allmennrettede publikasjoner i treårsperioden, også er mindre aktive når det gjelder vitenskapelig publisering. Den vitenskapelige produksjonen ligger 75 prosent høyere for dem som har publisert populærvitenskapelige artikler, og 60 prosent høyere for dem som har bidratt til samfunnsdebatten, enn blant dem som ikke har drevet slik virksomhet." Altså: De formidlingsaktive er meget forskningsaktive, og de debataktive er ret aktive forskere.

Intet om den omvendte sammenhæng, som titlen antyder. Den norske bestand af forskere er sammensat af alt fra dygtige, flittige til uduelige, dovne forskere, nystartere, og folk på toppen og nær pensionering. Undersøgelsen viser kun at de formidlingsaktive er forskningsaktive, men det kan alligevel være, at de mest aktive forskere ikke formidler mest.

Og sætningerne: "Det er altså ikke sådan, at formidling sker på bekostning af forskningen. Forskning og formidling synes snarere at være gensidigt forstærkende aktiviteter" findes slet ikke i den norske tekst. De er selvopfundne i tænketanken. Bevidst citatfusk? Og er det rigtigt? Personligt tror jeg, at tid anvendt til populær formidling må fragå i tid til forskning (frembringelse og publicering af ny viden).

Intet i den norske undersøgelse modsiger dette. En flittig, talentfuld forsker kan vælge at bruge tid på det ene eller det andet. Dette gælder for hver forsker, for hele bestanden. Formidling koster tid. Kan hensigten med citatfuskeriet være at få mere formidling gratis? At vi må arbejde mere?